Om Sandfeld A/S

Om Sandfeld AS

 

Fra maskinværksted til maskinhandler

Sandfeld A/S har rødder tilbage til begyndelsen af 1970'erne, da Bruno Sandfeld stiftede virksomheden under navnet Bruno Sandfeld Herning. I de tidlige år var forretningen et maskinværksted, der servicerede regionens systuer med pneumatik og mekaniske reparationer, et solidt håndværk, men langt fra den virksomhed, Sandfeld skulle blive.

Det store vendepunkt kom, da Bruno købte sin første svejsemaskine hos en lille, nystartet producent ved navn Migatronic, dengang etableret i en nedlagt hønseproduktion. Bruno solgte svejseren videre til en kammerat, købte en ny og solgte den igen. Det skete seks gange i træk, og Migatronic spurgte derfor, om Bruno ikke kunne tænke sig at blive officiel forhandler. Det sagde han ja til, og dermed var grundstenen til Sandfeld A/S lagt.

 Agentur opbygget på rejser og tillid

I de efterfølgende år rejste Bruno til bl.a. Spanien og Italien og indgik forhandlingsaftaler med en række europæiske producenter, så Sandfeld kunne dække langt det meste af metalindustriens behov. Filosofien var enkel: find de bedste maskiner, lær dem at kende til bunds, og sælg dem med ærlighed og faglig integritet.

Flere af disse agenturer er stadig aktive i dag, heriblandt Erlo søjleboremaskiner og Geka profiljernssakse, og afspejler den langsigtede tankegang, der altid har præget virksomheden. 

Et generationsskifte med fastholdt retning

I 1993 kom Bruno's søn Hans ind i firmaet, og i 2004 påbegyndtes et egentligt generationsskifte. For Hans var det fra starten klart, at retningen ikke skulle ændres. Den skulle videreføres og styrkes. Sandfeld A/S er og bliver en virksomhed, der sælger både nye og brugte high-end værktøjsmaskiner til den professionelle metalindustri i hele verden. På dette tidspunkt ændrede firmaet navn til det nuværende Sandfeld A/S og vores agenturer blev udvidet med Arboga og Strands søjleboremaskiner, Bianco båndsave, CMA borecentre, Mackma rørbukkere, MG og Nosstec pladevalser samt ZMM Bulgaria drejebænke.

Det betyder i praksis, at vi holder os grundigt opdateret på både egne og konkurrenternes produkter. Vi er ikke interesserede i at sælge en maskine, vi er interesserede i at sælge den rigtige maskine. Det kræver rådgivning, der tager udgangspunkt i kundens faktiske behov og produktion, ikke i lagerbeholdningen.

 

Erfaring, garanti og tryghed

Alle vores maskinhandlere har over 15 års erfaring i branchen, og den erfaring stiller vi gerne til rådighed, uanset om du ved præcis, hvad du mangler, eller om du har brug for at tænke tingene igennem fra grunden.

For at sikre problemfri drift bliver alle vores brugte maskiner afprøvet og gennemgår fuld service inden levering. Derfor kan vi tilbyde garanti på brugte maskiner, en tryghed, der er alt andet end selvfølgelig i vores branche, og som vi er stolte af at kunne tilbyde.